Eventyrerne og historien er fyldt med fugle
Det er ikke kun i den moderne verden, at fugle betyder meget. Også i eventyrernes verden er fugle tilbagevendende, og selv Harry Potter ville ikke være det samme uden Hedwig. Et af de mest kendte er nok Den Grimme Ælling, der i modsætning til mange andre af H.C. Andersens eventyr har en lykkelig slutning.
Den lille ælling vokser sig stor, og den finder ud af, den slet ikke var en and. Alt det, den gik igennem, var fordi, den var anderledes, men den finder ligesindede, og så vender dens lykke derefter. En skøn historie, der kan bringe smil og glæde hos de fleste.
Den vilde ravn
I den nordiske mytologi indtager ravne en rigtig vigtig rolle. Den mest kendte er nok de to ravne, Hugin og Munin, der sidder på Lidskjalv, Odins trone, og som flyver ud i verden for at bringe nyt tilbage til ham. Deres navne betyder tanken – at komme noget i hu – og mindet – han som mindes.
Men ravnen har også altid været dødens budbringer. Ravne er en ådselsæder, og den har naturligt været der, hvor der var død. På slagmarken. Der er noget ildevarslende over den store, sorte fugl, et image, der benyttes mange steder i litteraturen, og det er ikke ualmindeligt at støde ind i denne begavede fugl i eventyr og historier.
I tegnefilmens verden
En af de mest berømte tegneseriefigurer i verden er en and ved navn Anders. Alle ved, hvem den hidsige fyr i matrostøj er, og vi kender hele hans familie. Vi kan endda relatere til ham, til hans hverdag og hans liv. Det er svært at få det til at løbe rundt, ungerne er enten helt umulige eller alt for kvikke, og Onkel Joakim er en hård arbejdsgiver. Det er som alle andres hverdag, dog lidt mere ekstrem. Men populariteten er fortsat for denne lille and, siden han for mange år siden så dagens lys.
Men han er ikke alene. Fugle optræder i mange forskellige roller i tegnefilm og tegneserier, også i roller, som mange ikke tænker over. Batmans hjælper hedder Robin. Det er ikke bare et navn, det er det engelske ord for rødkælk. Så selv superhelte lader sig inspirere af fuglenes fascinerende verden.
Eller den lille kanariefugl, Pip, der frygter for katten Sylvester, der ihærdigt forsøger at fange den – uden det store held. Endnu mere uheldig er Grimm E. Ulv. Den stakkels og meget uheldige prærieulv, der med stor iver og alle tænkelige hjælpemidler fra firmaet Ajax forsøger at fange den lynhurtige fugl Hjulben. Små, korte tegnefilm, der viser ulvens meget kreative sind, der dog ikke er et match for fuglen eller dennes lynhurtige fødder.
Alt sammen film og figurer, der har underholdt i generationer, og som fortsat vil gøre det. For det er hele formålet med tegnefilm og serier. Det er at underholde og glæde alle med et barnligt sind. Det er smukke, sjove og kærlige historier, der bliver nydt af børn verden over, men lige så meget af voksne. Også selvom det ikke er alle, der har lyst til at indrømme det.